HVORNÅR SNAKKER MAN FOR MEGET OM SIG SELV?

Jeg har lige omfavnet mine to veninder fra min tid på psykologistudiet. Efter lang tids dvale har vi endelig fundet tid og ro til en kaffedate i byen på en ganske almindelig onsdag. Hold fast, hvor er de savnet - som i virkelig helt-ind-til-benet savner. Leende får vi bestilt 3x cappuccinos og sætter os ned for at indhente alt det forsømte, alt det usagte, alt det vi er gået glip af i hinandens liv. Eller rettere - hvad jeg er gået glip af, for de er jo forsat på studiet og i selv samme studiegruppe. 

Vi får snakket om løst og fast og om de store livsbeslutninger såsom, at to af os nu ikke længere bor alene, men sammen med vores kærester. Vi får drukket kaffe og delt det hele på instagram, så intet bliver glemt. Alting står i frigear for en kort stund og inden vi får set os om, må vi alle tre videre til andre aftaler, møder og arbejde, for klokken er blevet mange. Selv griber jeg cyklen og kører på arbejde. Og der midt i mit svende pedaltramperi, at en tilbagevendende tanke slår mig igen: Talte jeg kun om mig selv? Huskede jeg at spørge nok ind til de andre og deres liv? Handlede samtalen for meget om mig? 

Det har rumsteret i mine tanker noget tid nu. Den der vågne bevidsthed om også at huske at spørge ind til andre mennesker og deres liv, fordi jeg synes det hele kommer til at handle lidt for meget om mig. Og jeg kan ikke finde ud af, om det er min egen generte tankegang, der ikke kan lide at råbe for meget op, eller om jeg rent faktisk taler lidt for meget om moi moi moi. For hvornår er nok nok? Hvor går grænsen til, at man pludselig er blevet distræt? 

Jeg har jo ikke lyst til at være en af de der veninder, der bare plaprer løs om mit eget liv, men glemmer de andre i forbifarten. Glemmer at spørge ind, når jeg kan se, der er noget der ikke er, som det skal være, glemmer at lave en follow-up når noget trykker eller store resultater er opnået. Nope. Jeg har ikke lyst til at være egocentrisk og med nok i mig selv på den ufede måde. At være veninder er ligesom at være i et team, et give and take parforhold, der sjældent fungerer med de alt for skæve ligninger. 

Og selvom jeg ikke engang er sikker på om ligningen lige nu er skæv, har jeg tænkt mig at yde en ekstra indsats for at lytte, spørge ind og være der for hver og en af mine veninder. Som i virkelig.
For ingen skal overses, ingen skal brænde inde med sorger, vittigheder eller noget der trykker, ingen skal glemmes på min vej (den der storartede vej gennem livet. ARGH!). For jeg vil gerne, at de har det godt. Og at jeg kender dem. De er mine støttepæle til mit fundament - og uden dem falder lortet sammen. Sgu.